Reglement & Værdier
Vi ønsker, at være et frirum for både heste og mennesker
Værdier
Hos Stald Rygaard ønsker vi at tage et ansvar både socialt og ift. hestevelfærd ved skabe en kultur som fremmer trivsel, positiv kommunikation og respekt. Dvs. at hestene passes og trænes ud fra deres naturlige behov, og at dem som har gang i stalden trives og føler sig som en del af fællesskabet.
Vi tror på at positiv kultur skabes gennem:
– Gennemsigtige og tilgængelige regler: Disse gælder for alle.
Dette er bl.a. fælles forventning til omgangstone og ansvar overfor hestene, som danner et solidt socialt grundlag og forebygger konflikter.
– Positiv kommunikation: Vær imødekommende. Behandl andre, som du gerne selv vil behandles. Dvs. at vi hilser på hinanden, siger tak når man får hjælp – og hjælp andre, når du kan.
– Fokus på læring og udvikling: Vi bliver hele tiden klogere på heste og ridning gennem bl.a. forskning. Derfor understøtter og tilbyder vi flere muligheder for at du kan lære og udvikle dig sammen med din hest. Bl.a. vores undervisere, der er certificerede instruktører i Centreret Ridning, og flere årlige kurser med internationale instruktører og undervisere i forskellige discipliner.
– Tydelige grænser: Som du kan læse under vores reglement i højre kolonne på denne side, så sætter vi klare grænser for hvordan hestene må trænes, som er med til at sende et signal om omsorg og respekt for dyrene. Dette tror vi er vigtigt for den yngre generation af hestemennesker i vores stald.
– Gode rollemodeller: De daglige ledere i stalden, Birgitte og Ellen Sauer, tager ansvar, respekterer reglerne i stalden og sætter det gode eksempel for positiv og tydelig kommunikation. Der sættes fokus på bevidstheden om, at vi alle er på forskellige steder i vores læringsrejse med hestene, hvor både nye som erfarne er værdsat for deres erfaringer og viden.
– Fællesskab og sociale arrangementer: Man har mulighed for at være social i den grad man ønsker det. Opstalderer arrangerer fælles rideture, og årligt er der 3 obligatoriske arbejdsdage, som medvirker at alle med daglig gang i stalden bidrager til et fælles ansvar om staldens tilstand ift. rengøring og oprydning. Vi afholder ligeledes julefrokost, grillaftner om sommeren og jævnlige ryttermøder, hvor vi drøfter evt. udfordringer og ønsker ift. pasning af stalden, så både den daglige drift, åbenhed og det sociale miljø vedligeholdes løbende.
Reglement
Som opstalder hos Stald Rygaard forventer vi, at du sætter dig ind i reglerne i stalden, som både omfatter oprydning, omgangstone og adfærd omkring hestene.
For os er det er selvfølge, at man rydder op efter sig selv, siger hej og farvel, når man ankommer og forlader stalden og at man snakker ordentligt til hinanden, så det er rart at være her for alle.
Det samme gælder omgangen med hestene: vi ønsker at se samvær, træning og ridning som baserer sig på gensidig respekt og tillid samt træningsprincipper som tager højde for hestens natur og indlæring. Vi ønsker at danne ramme for et miljø, hvor vi træner hesten som en samarbejdspartner, der over tid både mentalt og fysisk gøres i stand til at løse opgaver, den stilles overfor på harmonisk måde.
Derfor accepterer vi ikke, at se afstraffelse af heste, eller at man bruger fikserende udstyr såsom glidetøjler, pessoa-systemer eller lign. indspændingsudstyr under hverken ridning eller longering.
Dette er vores bidrag til at understøtte udviklingen mod korrekt ridning og træning på hestens præmisser, hvor hesten såvidt muligt bærer sit hoved frit i eller over lod, som det også beskrives i DRFs fordringer:
“Indikatorer på den gode kontakt: Hestens næse er foran den lodrette linie, og i højt samlende øvelser på linie med den lodrette linie.”